Vandværkets vedtægt

VEDTÆGT FOR HALSNÆS VANDFORSYNING A.M.B.A.

Indledende bemærkninger

Lovene/vedtægt  er en intern sag mellem andelshaverne. Vedtægten skal ikke godkendes af kommunalbestyrelsen eller andre myndigheder medmindre kommunen er økonomisk garant.Den skal vedtages af andelshaverne på vandværkets generalforsamlingen. 

Med hensyn til de bestemmelser der vedrører de interne forhold i vandværket (det økonomiske og beføjelsesmæssige forhold medlemmerne indbyrdes og bestyrelsen) skal vedtægten overholde det der er fastsat i Regulativet om medlemsret og-pligt jvf. Vandforsyningslovnes §55 stk 4.

Vedtægten anvendes til at regulere:

1) forholdet udadtil mellem vandværket og andre juridiske personer. Det gælder bestemmelserne om

  • selskabets art
  • formålet
  • hjemstedet
  • hæftelsesspørgsmål
  • tegningsret
  • rettigheder og pligter for medlemskab

2) forholdet indadtil mellem medlemmerne om

  • rettigheder og pligter, dvs. forhold om økonomisk ansvar
  • regnskabs –og budgetforhold
  • bestyrelseskompetence
  • procedureregler

 

Regulativet

Ifølge. Vandforsyningslovens §55 skal der udfærdiges et regulativ.

For at det ikke skal være meget subjektivt fra vandforsyning til vandforsyning har Miljøstyrelsen udfærdiget et såkaldt ’normalregulativ’ som vejledning til kommunalbestyrelsen, der efter forhandling med vandværket vedtaget regulativet. Medlemmerne har således ikke direkte indflydelse på hvad der er bestemt i regulativet. Til gengæld er der en høj grad af fælles regulativbestemmelser i alle danske vandværker.

Regulativet må ikke indeholde bestemmelser der er i strid med lovgivningen. De forhold der er indeholdt i regulativet skal ikke medtages i vedtægten.

Regulativet regulerer forholdet mellem forbrugerne og vandværket hvad angår de forsyningsmæssige forhold som:

  • retten til forsyning med vand
  • måling af vandforbrug
  • medlemmernes forpligtelse med hensyn til vandinstallationerne
  • bestemmelser af almindelig betydning for vandforsyningen.

Vandværkets love og regulativet udgør tilsammen grundlaget for vandværkets virke.

 

Love/vedtægt

§ 1. Navn og hjemsted

1.1. Selskabet, er et andelsselskab med begrænset ansvar (a.m.b.a.), hvis navn er Halsnæs Vandforsyning.
1.2. Selskabet har hjemsted i Halsnæs Kommune.

 

§ 2. Formål

2.1. Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vand-forsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som foruden driftsomkostninger skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
2.2. Selskabet kan indtræde som ansvarlig deltager i andre selskaber, der fremskaffer vand til brug for selskabets forbrugere.

 

§ 3. Medlemmer

3.1. Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.
3.2. For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder med selvstændige vandmålere til direkte vandafregning, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlemmer af selskabet.
3.3. For ejendomme, der er opdelt i andelsboligforeninger, ejerlejligheder med fælles hovedmåler, er det foreningen som sådan, der er medlem af selskabet.
3.4. Bestemmelser i 3.2 og 3.3 kan være en fravigelse fra det til enhver tid af kommunen - efter forhandling med vandværket - fastsatte regulativ, der i så fald er gældende.
3.5. Andre vandværker til hvem selskabet måtte levere vand, er ikke andelshavere.

§ 4 Medlemmernes rettigheder

4.1. Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af Halsnæs Kommune fastsatte regulativ.
4.2. Ved indmeldelse udleveres vedtægt, regulativ og gældende takstblad.

 

§ 5 Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt

5.1. For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indbetalte kapital.
5.2. Ethvert medlem skal ved sin indtræden i selskabet underskrive erklæring om, at vedkommende indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag - samt af nærværende vedtægt.
5.3. Ethvert medlem er ansvarlig for sine eventuelle lejere.
5.4. Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo - forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer ved at underskrive og indsende ejerskifteerklæring indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager ejerskifteerklæringen, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet.
5.5. Det er en betingelse for godkendelse af ejerskiftet, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt.
5.6. Selskabet kan over for nye medlemmer betinge sig en deklaration, tinglyst pant-stiftende på ejendommen til sikkerhed for betaling af anlægs- og driftsbidrag.

 

§ 6 Udtræden af selskabet

6.1. Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet alment vandværks forsyningsområde.
6.2. Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.
6.3. Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

 

§ 7 Levering til ikke-medlemmer (købere)

7.1. Institutioner (f.eks. stat og kommune) - som ifølge deres natur - eller ejere af enkelte ejendomme - som ifølge særlige omstændigheder - ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift - kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets regulativ samt vedtægtens bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om andelsret og hæftelse.
7.2. Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.
7.3. Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene – herunder prisen - for sådanne vandleverancer.

 

§ 8 Generalforsamling

8.1. Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.
8.2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år PÅ EN LØRDAG i maj måned.
8.3. Indkaldelse til generalforsamling, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen sker via annonce i lokalavis og på selskabets hjemmeside og andre relevante elektroniske medier, hvor der er gratis adgang for alle. Medlemmer, der ønsker en skriftlig indkaldelse tilsendt med post eller e-mail, har mulighed for dette, såfremt det meddeles skriftligt til selskabet.
8.4. Forslag skal, for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsens formand senest ved udgangen af februar forud for generalforsamlingen.
8.5. Dagsordenspunkter på den ordinære generalforsamling vil som minimum være:

 

  • Valg af dirigent
  • Bestyrelsens beretning
  • Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
  • Budget og takstblad for det/de kommende år forelægges til orientering
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
  • Valg af statsautoriseret eller registreret revisorer
  • Eventuelt

8.6. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.
8.7. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 100 af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.
8.8. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.
8.9 De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i selskabets forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten.

 

§ 9 Stemmeret og afstemninger

9.1. Hvert medlem har én stemme, uanset om vedkommende ejer flere ejendomme. Ejendome med flere tinglyste ejere har kun en stemme.
9.2. Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Fuldmagter kan kun afgives til andre andelshavere eller til bestyrelsen. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved skriftlig fuldmagt. Denne begrænsning gælder dog ikke ved fuldmagter udstedt til bestyrelsen.
9.3. Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning.
9.4. Købere i henhold til § 7 har ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret, men ingen stemmeret.
9.5. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
9.6. Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er tilstede, og når mindst 2/3 af de tilstedeværende er for forslaget. 
9.7. Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse inden 2 måneder, på hvilken forslaget kan vedtages ved 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

§ 10 Bestyrelsen

10.1. Selskabets bestyrelse består af 7 medlemmer valgt blandt medlemmerne på den ordinære generalforsamling. Medlemmerne vælges for 3 år ad gangen, således at der afgår hhv. 2, 2 og 3 hvert år.


10.2. Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.
10.3. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
10.4. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
10.5. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.
10.6. Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.
10.7. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
10.9. Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget inkl. eventuelle henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.
10.10. Bestyrelsen kan i tilfælde af vandspild og/eller overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.

 

§ 11 Tegningsret

11.1. Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.
11.2. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog underskrift af formand + 4 bestyrelsesmedlemmer.
11.3. Bestyrelsen kan meddele prokura.

 

§ 12 Regnskab

12.1. Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
12.2. Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.
12.3. Revision af regnskaberne foretages af den generalforsamlingsvalgte revisor. Årsregnskabet underskrives af revisor og bestyrelsen samt vandforsyningschefen.

 

§ 13 Opløsning

 

13.1. Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor.
13.2. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
13.3. Hvis opløsning sker efter at selskabets vandforsyningsaktiviteter, tekniske og administrative funktioner er delegeret til et andet privat alment vandforsyningsanlæg, kan opløsning besluttes på en generalforsamling med opløsningen på dagsordenen og da med 3/4 majoritet blandt de fremmødte.
13.4. Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse, men eventuelt likvidationsprovenue kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet, f.eks. i forbindelse med sammenlægning eller overdragelse til et andet alment vandværk eller vandværksfællesskab til almen vandforsyning

 

§ 14 Ikrafttræden

14.1. Denne vedtægt er vedtaget på selskabets ordinære generalforsamling den 26. maj 2016 og igen på den ekstraordinære generalforsamling den 21. juni 2016.

14.2. Denne vedtægt erstatter alle tidligere vedtægter, og træder i kraft fra den dato hvor den er endeligt godkendt af generalforsalingen.

14.3. Tilføjelsen af ordene PÅ EN LØRDAG i  § 8.2 er vedtaget med mindst 2/3 flertal på den ordinære generalforsamling 18/5-2017 og igen på en ekstraordinær generalforsamling 15/7 2017.